Det danske hitband Lukas Graham er godt på vej til at få deres musik ud i USA.
I december optrådte de i det amerikanske talkshow "Conan", hvor de senere vandt titlen som årets bedste musikoptræden i showet.
Nu har de igen chancen for at charme sig ind på de amerikanske seere, når bandet senere i januar skal optræde i det amerikanske talkshow "Late Night", der har mere end en million seere og den populære komiker Seth Meyers ved roret. Det afslører bandet på deres Instagram-profil.
- Damer og herrer. I kan se os optræde med "7 Years" i Late Night med Seth Meyers den 27. januar, skriver de.
Bandet, der her hjemme har hittet med sange som "Mama Said" og "Drunk In The Morning", er i gang med at skabe en musikkarriere på den anden side af Atlanten. De har tidligere fortalt til Ritzau Fokus, at det er en speciel oplevelse at træde ind på de amerikanske scener.
- Det er en vild følelse af at komme ind på en scene i USA og skulle overbevise 150 mennesker. De har hørt "7 Years" og nogle har måske hørt "Mama Said", men det er det, har forsangeren Lukas Graham Forchhammer fortalt.
Lukas Graham har også allerede givet flere radiointerviews i USA og spillet koncert i New York som en del af deres promoveringstur for albummet "Blue Album".
Talkshowet "Late Night" bliver vist lige efter det mest populære amerikanske talkshow "The Tonight Show" med Jimmy Fallon.
/ritzau/FOKUS