Belgien er efter flere års nedtur for alvor tilbage blandt Europas bedste fodboldnationer.
Fredag aften kvalificerede det belgiske landshold sig til næste års VM-slutrunde i Brasilien med en sejr på 2-1 ude over Kroatien, der er nummer to i gruppe A.
Store stærke Romelu Lukaku blev matchvinder, da han scorede begge gæsternes mål i Zagreb. Niko Kranjcar reducerede for Kroatien i slutfasen.
Efter et kvarter smed kroaternes Ivan Perisic bolden væk, og så kunne Steven Defour med en fremragende pasning spille Lukaku fri. Everton-angriberen trak forbi hjemmeholdets målmand Stipe Pletikosa og gjorde det til 1-0.
Kort før pausen blev det til 2-0, da Lukaku i to omgange fik bolden forbi den kroatiske keeper.
Små 10 minutter før slutfløjt fik Niko Kranjcar pyntet på resultatet for kroaterne.
Det er første gang i 12 år, at Belgien kan sende et hold til en VM-slutrunde. Belgien deltog senest i Japan og Sydkorea i 2002, hvor holdet nåede frem til 1/8-finalerne, hvor det dog blev til nederlag mod de senere verdensmestre fra Brasilien.
Belgien har 25 point efter ni kampe i gruppe A, mens kroaterne har 17 point på andenpladsen.
Kroaterne har 11 point i toerregnskabet før holdets sidste gruppekamp på tirsdag ude mod Skotland.
/ritzau/