Barcelonas træner, Luis Enrique, er overbevist om, at Lionel Messi er glad for at spille for klubben til trods for, at den lille argentinske troldmand tidligere på ugen antydede, at han overvejede et skifte væk fra Camp Nou.
Messi sagde angiveligt, at han ideelt set blev i Barcelona for altid, men tilføjede så, at alt ikke altid ender, som man selv gerne vil, og at situationen er kompliceret.
Den bemærkning har udløst spekulationer om, hvorvidt Barcelona vil være klar til et eventuelt salg, og om hvem der i så fald kunne betale den høje transfersum.
Desuden er der spørgsmålet om Messis løn, som er på svimlende 20 millioner euro per sæson (knap 150 millioner kroner).
- Jeg har kun hørt Leo sige, at han er glad for at være i Barcelona, og at der slet ikke er nogen problemer, sagde Luis Enrique på et pressemøde forud for, at Barcelona møder Sevilla på lørdag.
- Jeg er ikke interesseret i spekulationerne og meninger. Jeg lytter kun til beskeden fra ham om, at han er glad, og at han er stolt over at spille for Barcelona, sagde Enrique videre.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har den 27-årige argentiner ikke haft samme spilleglæde, som da han først tørnede ud for den catalanske klub.
Barcelona har haft en mindre stabil start på sæsonen med Luis Enrique i trænersædet og er to point efter Real Madrid, der ligger øverst i tabellen.
Messi har ikke sendt bolden i mål siden kampen mod Eibar for over en måned siden. Og med Luis Suarez tilbage i truppen, har Messi været brugt på højresiden i stedet for centralt, som han ellers foretrækker.
Barcelona møder lørdag aften Sevilla i Primera Division.
/ritzau/Reuters