Lufthansas piloter strejker i næste uge

admin

|

28/03/2014

Dagens topnyheder

Lufthansas piloter varsler nu en tredages strejke fra 2. til 4. april. Det fortalte piloternes fagforening fredag, skriver Reuters.

Truslen om strejken er piloternes måde at lægge pres på det tyske flyselskab i forbindelse med de lønforhandlinger, der lige nu kører mellem Lufthansa og piloterne.

- Vi vil ikke lade os køre rundt af Lufthansa, skriver fagforeningen Vereinigung Cockpit, som repræsenterer omkring 5400 Lufthansa-piloter, i en erklæring fredag.

Strejken kommer til at omfatte alle selskaber ejet af Lufthansa - også lavprisselskabet Germanwings.

Ledelsen i Lufthansa har allerede reageret, skriver det tyske nyhedsbureau DPA. De har bedt om at får endnu et møde i stand med piloterne for at forhandle igen.

Lufthansa var så sent som torsdag nødt til at aflyse en række flyafgange, da de blev ramt af en 11-timers strejke fra fagforbundet Verdi.

Strejken ramte en lang række tyske lufthavne, da forbundets ansatte i Fraport AG indstillede arbejdet tidligt torsdag morgen.

Og Lufthansa blev ramt, da det blandt andet er sikkerhedstjek af passagerer samt håndtering af fragt, der blev ramt af arbejdsnedlæggelsen.

/ritzau/