Lufthansa rammes af strejke og aflyser flyafgange

admin

|

26/03/2014

Dagens topnyheder

Det tyske flyselskab Lufthansa aflyser nu et stort antal flyafgange indtil ud på eftermiddagen torsdag, skriver Ritzau Finans.

Årsagen er en varslet strejke fra fagforbundet Ver.di, der rammer en lang række tyske lufthavne - blandt andet Frankfurt, München, Köln, Düsseldorf, Hamburg, Hannover og Stuttgart, fremgår det af flyselskabets hjemmeside.

- Vi beklager dybt, at strejken i fagforeningen ver.di formentlig vil få en omfattende effekt på flyveplanen hos Lufthansa og Germanwings i adskillige tyske lufthavne torsdag 27. marts, skriver Lufthansa på sin hjemmeside.

- Skulle, som medierne har skrevet, de ansatte i lufthavnene stoppe arbejdet torsdag, vil et stort antal flyvninger indtil ud på eftermiddagen blive nødt til at blive aflyst, står der på hjemmesiden.

Lufthansa kan endnu ikke oplyse, hvilke afgange der vil blive ramt af strejken. Heller ikke varigheden af strejken kendes.

Bloomberg News oplyser, at Lufthansa i alt aflyser 537 flyvninger torsdag, mens der måske også kan blive tale om 50 aflysninger allerede onsdag.

Ifølge luftfarts-sitet check-in.dk er Lufthansas ruter til København og Billund blandt dem, som vil blive berørt. Indtil videre har selskabet planer om at aflyse i alt 10 flyvninger til eller fra Danmark.

/ritzau/