Det er ikke kun de brasilianske spillere og fans, der ærgrer sig over, at fodboldstjernen Neymar er ude af VM med en skade og dermed ikke kan spille for Brasilien i semifinalen mod Tyskland.
Også den tyske træner, Joachim Löw, havde ønsket, at situationen var anderledes for Neymar og Brasilien.
- Jeg havde foretrukket, at han spillede. Han er en utrolig god spiller, men resten af holdet kommer til at spille for ham nu, siger Löw ifølge NTB.
FC Barcelona-stjernen, der har stået for fire af Brasiliens VM-mål i år, brækkede en ryghvirvel i kampen mod Colombia.
Löw forudser, at de øvrige brasilianske landsholdsspillere nu vil tage et større ansvar for at udfylde Neymars plads og drager en parallel til VM i 2010, hvor Tyskland måtte undvære Michael Ballack på grund af en skade.
- Det, der sker, er, at resten af holdet tager mere ansvar. Brasilien bliver ikke svagere uden Neymar, vurderer Löw.
Joachim Löw håber, at semifinalen mod Brasilien bliver en anderledes kamp, end da brasilianerne mødte Colombia i kvartfinalen. Han appellerer til, at dommerne bevarer kontrollen, så spillerne ikke skader hinanden.
- Jeg så kampen mellem Brasilien og Colombia, og der blev begået utallige ulovligheder fra begge hold. Situationer hvor de går i ryggen på hinanden kun for at ødelægge.
- De gik ikke efter bolden, de ville bare forhindre spillet, siger den tyske landstræner.
I kampen mod Colombia begik Brasilien 31 frispark. I løbet af slutrunden, står Brasilien noteret for at have begået 96 frispark og fået 10 gule kort.
Til sammenligning har tyskerne indtil nu begået 57 frispark og fået fire gule kort.
- Der er ikke meget tilbage af den traditionelle brasilianske stil, som vi kender. Selvfølgelig har de nogle gode tekniske spillere, men de har spillet hårdere end noget andet hold og gjort det for at bryde modstandernes offensive spil op. Det er op til dommeren at straffe dem for det, siger Löw.
Han bakkes op af den tyske midtbanespiller Bastian Schweinsteiger.
- Vi har altid set dem som magikere med bolden, men det er ikke tilfældet længere. Holdet har forandret sig, og fysisk spil er en del af deres måde at spille på. Det må både vi og dommerne forholde os til, siger Schweinsteiger.
Brasilien er med fem titler den mest vindende nation i VM-historien, mens Tyskland med tre titler er nummer tre på listen.
De to hold har dog kun mødt hinanden en enkelt gang i VM-historien. Det var i finalen i 2002, hvor Brasilien løb med VM-titlen med en 2-0-sejr.
/ritzau/