Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil kæmpe for at modarbejde EU som "en social union", også hvis det ender med, at Storbritannien melder sig ud af EU.
Storbritannien indgik på et EU-topmøde i februar en aftale med de øvrige EU-lande om en række reformer, der bliver udløst, hvis torsdagens folkeafstemning ender med, at de britiske vælgere siger ja til at forblive i EU.
Reformerne betyder, at det bliver sværere at modtage velfærdsydelser som vandrende arbejdstager.
Løkke forudser, at det bliver svært at få implementeret de reformer, hvis det ender med et brexit, altså et britisk farvel til EU, men det er noget, han fortsat vil kæmpe for, fastslår han.
- Det bliver svært, fordi dem vi kæmpede med, og dem vi gjorde det for, de er der så ikke længere. Hvis det bliver et nej, så kommer der usikkerhed. Det bliver ekstremt kompliceret.
- Det eneste motiv, nogle af de lande havde for at indgå den aftale, var at sikre, at Storbritannien blev. Men det rokker ikke en tøddel ved, at det er noget, vi fortsat vil kæmpe for, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Vi vil fortsat kæmpe den dagsorden, for det er den rigtige måde at reagere på. Der er en skepsis i vores befolkning, og den kan man ikke bare vende ryggen til.
Den 28. og 29. juni rejser statsministeren til Bruxelles for at deltage i et topmøde med EU's andre stats- og regeringschefer, og her vil resultatet af torsdagens afstemning være på dagsordenen.
- Jeg forventer, at den britiske premierminister vil orientere om resultatet og ikke mindst konsekvenserne af resultatet.
- Jeg håber, de forbliver. Det vil være i vores alles interesse. Vi har brug for et stærkt samarbejde i EU, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/