Løkke: Køb af kampfly viser Danmarks støtte til Nato

admin

441 uger siden

|

09/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med købet af 27 F-35-kampfly viser Danmark, at vi er et aktivt og engageret medlem af Nato.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et fælles pressemøde med Polens præsident, Andrzej Duda, i Statsministeriet torsdag.

Den polske præsident er på rundrejse, forud for at Polen i næste måned er vært ved et stort Nato-topmøde.

Her ventes medlemslandene at komme under pres fra USA for at leve op til målsætningen om, at to procent af BNP skal bruges på Forsvaret.

Det lever Danmark ikke op til i øjeblikket. Efter flere års nedskæring er vi nu under 1,2 procent af BNP, der bruges på Forsvaret.

Det er for lidt i en situation, hvor blandt andet Rusland og Islamisk Stat truer europæisk sikkerhed, mener USA.

Torsdagens aftale om køb af kampfly løfter ikke forsvarsbudgettet, men understreger imidlertid Danmarks engagement i Nato, mener Lars Løkke Rasmussen:

- Nato er hjørnestenen i både dansk og europæisk sikkerhed. Danmark vil fortsætte med at levere et meget effektivt bidrag til Nato, og det understreger vores beslutning i dag om at købe nye kampfly, siger statsministeren.

Løkke deltager selv i Nato-topmødet i juli, der kommer på et kritisk tidspunkt i det stadig mere anspændte forhold til Rusland.

- Vi skal sende et klart signal om solidaritet og sammenhold i forholdet til Rusland. Det er et af de stærkeste signaler, vi kan sende fra topmødet, siger Løkke.

Han lover, at Danmark vil fortsætte "vores stærke støtte" til sikkerheden for blandt andet de baltiske lande, der i stigende grad føler sig truet af Rusland.

Samtidig er Danmark og Polen enige om, at EU-landene skal stå sammen og fastholde sanktionerne mod Rusland, indtil Minsk-aftalen er fuldt opfyldt.

Lars Løkke Rasmussen brugte også mødet til at rejse Danmarks bekymring, for at den nye polske regering er ved at gøre det sværere for danske virksomheder at operere i Polen, som er Danmarks niende største eksportmarked.

Polens præsident, Andrzej Duda, siger efter mødet med den danske statsminister:

- Jeg ønsker, at dette besøg skal øge samarbejdet mellem Polen og Danmark - ikke alene på samhandel og investeringer, men også på det politisk niveau.

- Vi er enige om, at Nato-landene skal stå sammen om at forsvare alle medlemslande. Det forventer vi, at Nato-topmødet vil afspejle, siger Andrzej Duda.

Han forventer, at topmødet især vil fokusere på sikkerheden for den østlige flanke af Nato-lande, som er under pres fra Rusland. Og for den sydlige flanke af lande, som under pres fra migrantkrisen og truslen om terror.

/ritzau/