Løkke får lovning på praktikpladser til flygtninge

admin

9 år siden

|

24/09/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mindst fem store virksomheder forpligter sig nu til at give flygtninge praktikforløb efter et "civilt topmøde" på Marienborg, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sat fokus på integration.

Det drejer sig blandt andet om virksomhederne NCC, Bella Centret, Ikea, Dansk Supermarked og ISS. Flere har allerede meldt sig, oplyser Lars Løkke.

- Vi vil umiddelbart forpligte os til, at vi mindst etablerer 100 forløb som virksomhedspraktik, siger ISS-direktør Martin Gaarn Thomsen på et pressemøde umiddelbart efter mødet.

Her gjorde statsministeren det også klart, at integrationsproblemerne hidtil ikke er blevet løst, og at der i fremtiden er en stor udfordring med de 12.000 flygtninge, der kommer til kommunerne i år, og som "næppe bliver færre i 2016".

Et af problemerne er især de mindre og mellemstore virksomheder, der oplever bureaukratiske udfordringer, hvis de skal hjælpe flygtninge i arbejde.

Derfor understregede Lars Løkke Rasmussen, at der skal mere "afbureaukratisering" til - men ikke nødvendigvis flere penge.

- Der har ikke været efterspørgsel om flere penge, men der har fra flere sider været efterspørgsel om, hvorvidt vi ikke kan gøre det lidt smartere, siger Lars Løkke Rasmussen (V) efter mødet på Marienborg.

- Så jeg tror, at det, der nu skal ske, er, at vi alle sammen tager noget ansvar på os. Vi vil gerne se på alle de systemer, vi har skabt, og hvor de kan afbureaukratiseres, siger han.

Karsten Dybvad, administrerende direktør i Dansk Industri, roser statsministerens initiativ.

- Flere virksomheder har allerede gode erfaringer med at bruge virksomhedspraktik og løntilskud til at sluse flygtninge ind på arbejdspladsen. Det kom der flere gode eksempler på.

- De erfaringer skal bredes ud i alle kommuner, så flere flygtninge ad den vej kan komme i job. Jeg er sikker på, at der blandt DI's medlemsvirksomheder er mange, der har mod på at bidrage til indsatsen, siger han.

/ritzau/