Liverpool-manager tror på sensationel hjælp

admin

10 år siden

|

11/05/2014

Dagens topnyheder

Søndag afgøres det engelske mesterskab i sidste spillerunde, og alt ligger til Manchester City, der tager titlen i tilfælde af mindst uafgjort hjemme mod West Ham. Med mindre Liverpool samtidig vinder sin hjemmekamp mod Newcastle med mindst 13 overskydende mål.

Det sidste sker ikke, så Liverpool skal selv vinde og sætte sin lid til, at West Ham vinder ude mod City. Men det anser Liverpools manager, Brendan Rodgers, som muligt.

- Det er helt sikkert ikke slut endnu. Forventningen er, at Manchester City vinder, men det bliver ikke nemt for dem. Vi ved, at de får en hård kamp, siger Rodgers ifølge AFP.

Han har tillid til West Ham, der ligger nummer 12 inden sidste spillerunde.

- West Ham har nogle virkelige talentfulde spillere. Hvis man kan tage til Tottenham og vinde 3-0, kan man også tage til Manchester City og vinde. Særligt med en stor fyr som Andy (Carroll, red) oppe foran og de kvaliteter, han har.

- De har også en virkelig god defensiv statistik, hvilket viser, at det er svært hold at spille mod, siger Brendan Rodgers.

Selv om det kun skulle blive til sølv, er han dog ovenud tilfreds med sæsonen.

- Jeg vil ønske spillerne tillykke. Vi har haft en bemærkelsesværdig sæson, og spillerne har placeret Liverpool på verdenskortet igen i forhold til, hvad vi vil opnå som klub, siger manageren.

Den sidste spillerunde spilles med fuldt program søndag klokken 16.

/ritzau/