Liverpool er uden VM-profiler mod Brøndby

admin

10 år siden

|

16/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det bliver et Liverpool-hold langt fra stærkeste opstilling, der løber på banen på Brøndby Stadion onsdag aften.

Manager Brendan Rodgers har givet samtlige klubbens VM-spillere forlænget sommerferie, ligesom sommerens nyindkøb heller ikke er med på turen til den københavnske vestegn, hvor Brøndby venter i en udsolgt testkamp.

Det betyder, at Liverpool ikke har de engelske landsholdsspillere Steven Gerrard, Glen Johnson, Jordan Henderson, Daniel Sturridge, Raheem Sterling, Rickie Lambert og Adam Lallana med til Danmark.

Andre VM-spillere som målmanden Simon Mignolet (Belgien) og forsvarerne Mamamou Sakho (Frankrig), Kolo Touré (Elfenbenskysten) og Sebastian Coates (Uruguay) er heller ikke med.

Tilskuerne på Brøndby Stadion må også kigge langt efter Emre Can, som Liverpool har hentet i Bayer Leverkusen og Lazar Markovic, der tirsdag kom til den engelske klub fra Benfica.

De største profiler, som Brendan Rodgers har med i Danmark, er Daniel Agger, Philippe Coutinho, Lucas Leiva, Joe Allen og Martin Skrtel.

Kampen mellem Brøndby og Liverpool starter klokken 18.

/ritzau/