Litauer udnytter et massestyrt og vinder Tour-etape

admin

10 år siden

|

25/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Litaueren Ramunas Navardauskas (Garmin-Sharp) vandt fredag 19. etape af Tour de France - en lang flad etape fra Pays du Val d'Adour til Bergerac på 208,5 kilometer.

Ramunas Navardauskas stak flot af sted, da der manglede lidt over 13 kilometer af etapen.

På det tidspunkt var det svært at tro på, at litaueren kunne holde helt til mål, men han bevarede tempoet, mens der var forvirring og kaos i feltet efter et voldsomt styrt på de regnvåde franske veje.

Der var nemlig et kæmpe styrt få kilometer før målstregen i Bergerac, hvor blandt andre sprinteren i den grønne pointtrøje Peter Sagan var i asfalten. Ingen mistede dog tid, fordi det var så tæt på mål.

Selv uden massestyrtet er det tvivlsomt, om feltet var nået op til Navardauskas, som er kendt for sin evne til at holde et jagtende felt bag sig. Det var i øvrigt første gang, en litauer vandt en etape i Touren.

Navardauskas vandt etapen, syv sekunder før et meget lille felt kom ind over stregen. Her var den tyske sprinter John Degenkolb (Giant-Shimano) hurtigst, mens norske Alexander Kristoff (Katusha) blev treer.

Bergerac har kun en gang tidligere været målby i Tour-sammenhæng. Det var i 1994, og sejrherren på den etape var den spanske legende Miguel Indurain.

Inden den dramatiske afslutning i Bergerac var det en ret så kedelig etape efter de langt mere underholdende etaper i Pyrenæerne.

Et udbrud bestående af fem ryttere kom væk fra feltet få kilometer efter etapens start. Det var Cyril Gautier, Martin Elmiger, Arnaud Gérard og Tom Jelte Slagter, som stak af sted.

Det lignede længe et anliggende mellem de fem ryttere, men feltet sørgede for at holde udbruddet i ret tæt snor.

Det var især Lotto Belisol anført af Lars Bak, som arbejdede hårdt for at gøre det til en sprinteretape. Bak arbejdede dog forgæves for en etapesejr til den tyske sprinter Andre Greipel.

Lørdag køres der en enkeltstart, mens der søndag traditionelt er paradekørsel ind til Paris, hvor sprinterne formodes at få deres sidste chance for succes.

/ritzau/