Tøjmærket Lindbergh er fra i morgen at finde i Aalborg Lufthavn - særligt til glæde for de mandlige rejsende.
Aalborg Lufthavns nye store terminalbygning, som blev indviet den 29. maj, har fået 7.000 kvadratmeter ekstra, og indeholder nu et markant større TaxFree område på 500 kvadratmeter.
De mange rejsende har taget overvældende godt imod de nye shopping-muligheder i lufthavnen, og har tilmed efterspurgt muligheden for køb af tøj.
Det har medført, at Aalborg Lufthavn pr. 30. august, åbner en 50 kvadratmeter stor shop in shop med tøjmærket Lindbergh. På den måde imødekommer man passagernes ønske og kombinerer de i forvejen lækre produkter med fashion.
- Vi ser meget frem til at forhandle Lindbergh i Aalborg Lufthavn, og styrken ved netop Lindbergh er, at vi får fashion til såvel den forretningsrejsende som den mere casual mand, der lige ordner tøjindkøbet, mens han venter på flyet, siger Retail Manager i Aalborg Lufthavn, Martin Vinter og fortsætter:
- Lindbergh er en lokal samarbejdspartner, og det er kvalitet til en fornuftig pris, så det passer rigtigt godt til Aalborg Lufthavn, slutter Martin Vinter.
Lindbergh er en del af PWT Group, som har hovedsæde i netop Aalborg.