Lille baptistmenighed kan ikke få skattefradrag

admin

10 år siden

|

13/03/2014

Dagens topnyheder

En baptistmenighed på Amager er for lille til, at der kan gives skattemæssigt fradrag for gaver.

Det har Østre Landsret fastslået i en sag mellem på den ene side International Baptistkirke på Amager og Skatteministeriet på den anden.

Den beskedne menighed består blandt andet af en del indvandrere fra Øst- og Centralafrika.

Først Skattecenter Bornholm og derefter Landsskatteretten har nægtet at give fradrag for gaver til trossamfundet.

Det er der ellers mulighed for i ligningsloven, men myndighederne mener, at menigheden skal have en vis størrelse.

Ifølge retningslinjer fra et rådgivende udvalg for trossamfund skal der 150 myndige personer til, før et trossamfund kan anerkendes.

Og en menighed kan først få det blå stempel, når den tæller flere end 50 myndige medlemmer.

International Baptistkirke på Amager havde i 2010 imidlertid kun 21 myndige medlemmer, fremgår det af sagen. De betjenes af en ulønnet præst.

Dommerne i landsretten siger, at det er både lovligt og sagligt, når Skat har lænet sig op af retningslinjerne fra udvalget.

Opgøret med Skat drejer sig om nogle måneder af 2010, hvor der blev givet cirka 32.000 kroner i gaver.

Ud over nederlaget må menigheden også døje med en regning af næsten samme størrelsesorden til Skatteministeriet.

Der skal betales 30.000 kroner i sagsomkostninger, har landsretten bestemt.

Retssagen var blevet henvist fra byretten til landsretten, da den har en særlig principiel betydning.

Manøvren betyder, at den lille menighed har fri mulighed for at anke til Højesteret.

I øvrigt består Baptistkirken i Danmark af 55 selvstændige menigheder. Den blev anerkendt som trossamfund i 1953.

/ritzau/