Lige til en nobelpris: Immunforsvar tilintetgør stor kræftsvulst på bare 3 uger

Ane Sørensen

9 år siden

|

02/06/2015

Dagens topnyheder

Takket være kombinationen af to typer medicin har amerikanske forskere ifølge Videnskab.dk fået et immunforsvar til at tilintetgøre en stor kræftsvulst på bare tre uger. Det er lige til en nobelpris, mener dansk forsker.

Forsøget startede, da en 49-årig amerikansk kvinde mødte op på lægeklinikken.

Kvinden havde døjet med tilbagevendende kræftsvulster i flere år.

Forskerne fra Memorial Sloan Kettering Cancer Center besluttede, at de ville teste en ny kombination af to typer immunregulerende medicin mod kræft på kvinden.

Læs mere: Gennembrud i behandling af kræft: Nye stoffer får kroppen til at bekæmpe cancerceller selv

Medicinen har i sig selv ingen effekt på kræftcellerne - derimod styrker den cellerne i immunforsvaret, så de bedre kan slå kræftcellerne ihjel.

Da kvinden mødte op på klinikken for at få anden dosis af behandlingen, var svulsten forsvundet. Selvom der kun er tale om en patient, er professor i cancer immunterapi på Københavns Universitet Inge Marie Svane meget imponeret.

- Du kan se på billederne, hvor stor svulsten er. Og tre uger efter er der bare et hul, der hvor svulsten var før. Jeg mener, at dette gennembrud må føre til en nobelpris på sigt, siger Inge Marie Svane til Videnskab.dk.