Lidegaard: Ukraine skal øge hensyn til prorussiske grupper

admin

|

07/04/2014

Dagens topnyheder

Ukraines regering skal tage større hensyn til de store prorussiske befolkningsgrupper i landet og åbne op for lokale valg af guvernører.

Samtidig skal der lægges vægt på at forklare både Rusland og ukrainerne, at en kommende frihandelsaftale mellem EU og Ukraine ikke udelukker et tæt økonomisk samkvem med Rusland, mener udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

- Vi ønsker en løsning, der både kan løse op for konflikten på Krim og hindre yderligere eskalering af konflikten. En del af det er øget decentralisering og beskyttelse af mindretal i Ukraine. Og at man kan have et økonomisk samkvem med både den ene og den anden.

Udenrigsministeren tror dog ikke på en egentlig føderalisering af Ukraine med selvstændige delstater.

- Det er afsindig vigtigt, at den ukrainske regering fortsætter med at signalere, at man er klar til en øget decentralisering i landet. Ikke en føderal stat – det har man gjort klart, at man ikke ønsker. Men at man siger, at vi er klar til at diskutere lokale valg af guvernører, og vi er klar til at diskutere en egentlig decentralisering.

- Det skal kombineres med en minoritetsbeskyttelse og respekt for, at man også kan tale russisk i skolerne, så folk grundlæggende kan bevare deres særegenhed. Det er en del af løsningen, hvis der skal findes en varig og fredelig løsning i Ukraine, siger Lidegaard.

Siden Viktor Janukovitj blev afsat som præsident har den nye regering erstattet de gamle guvernører med sympatisører af det nye styre.

Det er også tilfældet i de regioner i det østlige Ukraine, hvor prorussiske demonstranter de seneste dage har stormet og besat offentlige bygninger.

Martin Lidegaard lægger vægt på, at den kommende handels- og associeringsaftale mellem EU og Ukraine ikke må stå i vejen for økonomisk samarbejde og frihandelsaftaler med Rusland.

- Selvfølgelig skal de forskellige økonomiske aftaler, som Ukraine laver med sine naboer kunne fungere i et eller andet samspil, for de kan ikke undvære hverken det russiske marked eller det europæiske marked, siger han.

Martin Lidegaard understreger dog, at den udstrakte hånd til Rusland følges op af en fast hånd, hvis Rusland optrapper konflikten i Ukraine.

- Enhver yderligere eskalering og destabilisering af situationen vil blive mødt af EU og af mig med endnu mere håndfaste reaktioner. Det er et vigtigt signal med de optøjer, der er i øjeblikket i Østukraine, siger han.

Martin Lidegaard besøger tirsdag og onsdag Moldova og Georgien - to andre tidligere sovjetrepublikker, som har store prorussiske mindretal, og som samtidig står på spring til at indgå frihandelsaftaler med EU.

/ritzau/