Les Misérables: Stjernespækket filmpremiere i London

Finn Jensen

|

06/12/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Egentlig har filmen først premiere den 25. december i USA, den 11. januar i Storbritannien og den 21. marts i Danmark, men stjernerne og det ivrigt ventende publikum tog forskud på glæderne ved den storslåede gallapremiere i London.

Et kvart århundrede undervejs

I næsten 25 år har verden ventet på filmatiseringen af musicalfænomenet Les Misérables, én af verdens ubestridt største musicalsucceser.

Den er set af mere end 60 millioner mennesker i 43 lande og 300 byer, på 21 sprog og på 27. år fortsætter den med at slå rekorder overalt.

Flere filmudgaver har været på tegnebrættet, men ingen af dem blev til noget. Men nu er det endelig lykkedes. Superproducenten Cameron Mackintosh, bag den originale produktion af musicalen, har sammen med Working Title, samlet et drømmehold af den anden verden, til at bringe Les Misérables til live på det store lærred.

Filmen er instrueret af Oscar-belønnede Tom Hooper, som stod bag Kongens Store Tale, og på rollelisten ses blandt andet Hugh Jackman i den altdominerende hovedrolle som Jean Valjean, Russel Crowe som hans nemesis, politimanden Javert, Anne Hathaway som Fantine, Sacha Baron Cohen og Helena Bonham Carter som Monsieur og Madame Thénardier samt Amanda Seyfried, Eddie Redmayne og Aaron Tveit i de øvrige store roller.

Stjernerne synger Live

Det, der gør filmatiseringen af Les Misérables til noget helt særligt er, at stjernerne har sunget Live under optagelserne. Der har altid været tradition for, at de medvirkende i en musical-film først går i studiet og indspiller sangene, og så mimer de til musikken, når filmen optages. Men ikke her.

Instruktøren Tom Hooper er gået målrettet efter at skabe de store, autentiske følelser, og derfor har han givet stjernerne frie rammer til at skabe deres egne fortolkninger og synge LIVE på settet. 
På den måde er det skuespillerne, der bestemmer tonen, rytmen og følelserne i sangene, og så indspilles musikken bagefter med et 70-personer stort symfoniorkester.