Lejrchef slipper for sigtelse i sag om benlås

admin

433 uger siden

|

28/07/2016

Dagens topnyheder

En tidligere lejrchef og to andre ansatte på asylcenter Holmegaard i Næstved, der i begyndelsen af maj lagde en mandlig syrisk asylansøger i benlås, slipper for en straffesag.

Anklagemyndigheden har besluttet at opgive at rejse tiltale mod de tre ansatte for ulovlig magtanvendelse.

Til gengæld bliver asylansøgeren nu tiltalt for vold og trusler om vold mod centermedarbejderne, oplyser advokaturchef Michael Boolsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har afhørt en række vidner, og ud fra deres forklaringer har vi skønnet, at centermedarbejderne har handlet inden for det, man kalder lovligt nødværge, altså den ret man har til at beskytte sig mod et påbegyndt eller overhængende angreb, siger Michael Boolsen.

Vidneforklaringerne viser ifølge anklagemyndigheden, at asylansøgeren har gjort sig skyldig i vold eller trusler om vold mod medarbejderne på asylcentret.

Episoden blev filmet af en anden beboer på centret og førte til, at lejrchefen blev fritstillet efter anklager om vold. Desuden blev episoden meldt til politiet.

Lejrchefens advokat, Torben Koch, hæfter sig i en kommentar til Radio24syv ved, at anklagemyndigheden i sit brev om sagen bruger ordet "grundløs".

- Det er sjældent, man anvender ordet grundløs. Det viser jo, at politiet selv vurderer, at den sigtelse, som man har rejst, har været uden hold i virkeligheden allerede fra start af, siger Torben Koch til Radio24syv.

Lejrchefen og de to andre ansatte har sagt, at manden havde truet lejrchefen på livet, og at deres magtanvendelse var nødvendig.

Radio24syv har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Langeland Kommune, der driver asylcentret. Torben Koch kritiserer kommunen for at bortvise lejrchefen og anklage ham for vold, før sagen var undersøgt nærmere.

- Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har med afgørelsen givet Langeland Kommune en ordentlig næsestyver, siger han til radioen.

/ritzau/