Han har været død i næsten ti år, men den seneste posthume udgivelse fra den legendariske countryrocker Johnny Cash er ikke det sidste, vi kommer til at høre fra sangeren.
Der ligger nemlig en hel guldgrube af uudgivet materiale fra den ikoniske Cash. Det fortæller Cashs søn ifølge Billboard.
Ifølge John Carter Cash, sangerens eneste barn fra ægteskabet med hans anden og sidste kone June Carter Cash, så kan der være flere album på vej med den hedengangne sanger.
- Der er flere ting i støbeskeen lige nu. Måske fire eller fem album, hvis vi vælger at udgive det hele, fortæller han ifølge Billboard til The Guardian.
Tidligere denne uge udgav Johnny Cash sit andet posthume album "Out Among The Starts", som blev indspillet i starten af 1980'erne, men aldrig udgivet. I 2010 blev også albummet "American IV: Ain't No Grave" sendt på gaden.
Cash, som blev foreviget af skuespilleren Joaquin Phoenix i film-biografien "Walk The Line" i 2005, døde af komplikationer ved sukkersyge i 2003.
Han er blandt andet kendt for sange som "Man in Black", "Ring of Fire" og "Folsom Prison Blues".
Newspaq