Den danske landsholdsmålmand Niklas Landin og holdkammeraterne i Rhein-Neckar Löwen kan fortsat drømme hede drømme om at vinde det tyske håndboldmesterskab.
Hjemme i Mannheim vandt Rhein-Neckar Löwen søndag aften topopgøret mod HSV Handball med 32-31, og dermed ligger holdet side om side med THW Kiel i toppen af ligaen med tre kampe igen.
Der er altså lagt op til en rigtig gyserafslutning mellem de to hold i ligaens sidste runder, og en gyser var også, hvad publikum i Mannheim blev vidner til.
Hjemmeholdet havde bolden ved stillingen 32-31, men Patrick Groetzki kiksede sin afslutning med få sekunder igen.
Hamburgs danske målmand Marcus Cleverly kastede desperat bolden frem, et par spillere daskede til den, og den endte lidt tilfældigt i målet bag en forvirret Landin.
Et øjeblik troede gæsterne, at de havde hentet et mirakuløst point, men dommerne annullerede scoringen, fordi tiden var gået, inden bolden havde passeret stregen.
Dermed fik Rhein-Neckar Löwen bonus for en stærk præstation efter pausen, hvor titelaspiranterne vendte et truende nederlag.
Landin og co. var nemlig bagud stort set hele første halvleg og lå nede med 12-15 ved halvtid. Men den kommende danske landstræner Gudmundur Gudmundsson fik tilsyneladende skruet på de rigtige knapper i pausen, for hjemmeholdet kom blæsende ud til anden halvleg.
Niklas Landin fik bedre fat i målet, og venstrefløjen Uwe Gensheimer havde en fin aften i den anden ende, hvor han blev noteret for ni mål.
HSV Hamburg var uden Hans Lindberg, men havde både Cleverly og stregspilleren Henrik Toft Hansen med i Mannheim.
Holdet er på fjerdepladsen i Bundesligaen med to point op til Flensburg-Handewitt på bronzeplaceringen.
/ritzau/