Niklas Landin glæder sig over, at semifinalebilletten ved EM i håndbold er i hus. Det betyder, at han ikke behøver spille 60 minutter på onsdag mod Island, hvilket er godt nyt for målmandens ømme stænger.
Landstræner Ulrik Wilbek proklamerede straks efter kampen, at han vil spare nøglespillere i den for Danmark betydningsløse kamp. Landin er nøglespiller og havde mandag ømme stænger i kampen mod Ungarn - to døgn efter braget mod Spanien.
- Mine ben var tungere end til de andre kampe, det må jeg sige, siger Landin.
Om han skal spares, bestemmer Wilbek, men det bliver et nej tak til fuld spilletid mod Island, hvis landstræneren tager sin stjerne med på råd.
- På en måde vil man stadig gerne holde sig i gang og få de skud, men på en måde vil man også gerne prøve at blive så klar til den semifinale som overhovedet muligt.
- For kommer man ud af rytmen, bliver det måske svært at komme tilbage, siger Landin.
En pause vil dog bekomme den lange målmands ben vel.
- Helt sikkert. Især for mine ben. Jeg følte i anden halvleg, at de var lidt tunge. Måske er det klogt ikke at spille 60 minutter, men det er også vigtigt for os at vinde den kamp for ikke at komme ud af rytmen, siger Landin.
Og friske ben er bestemt ikke mindre vigtige for en målmand end for spillerne i marken. Nærmere tværtimod efter Landins mening.
- Jeg skal bruge mine stænger til at sparke op og glide ned, og er de tunge, bliver man en tak langsommere, og så når man måske ikke bolden, som han forklarer.
Nøglespillere på bænken eller ej. Kampen mod Island skal spilles, og den kan også tjene et formål for danskerne, mener målmanden.
- De, der ikke føler, de er ordentlig inde i turneringen, skal forhåbentlig have en rigtig god oplevelse, og det er der måske også nogle af de bærende spillere, der skal være med til at give dem.
- Vi skal vinde kampen og sørge for, at alle føler sig friske og inde i turneringen, siger han.
Et nederlag til Island behøver ikke være en katastrofe.
- Føler vi, det hele har kørt ok, men vi taber knebent, er det ikke sikkert, der er en dårlig følelse. Men spiller vi ad helvede til, kan det godt være, der kommer lidt tvivl.
- Vi går ud for at vinde og ride videre på bølgen, siger Landin.
/ritzau/