Lægestillinger ryger af liste med akutjob

Ann Katrine Warren

12 år siden

|

26/11/2012

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

 

En stilling som læge er ikke et akutjob, der skal redde en langtidsledig fra at miste dagpengene. Det erkender Region Midtjylland nu og fjerner lægestillingerne fra akutordningen.

Regionen slog tidligere på måneden 140 ledige stillinger op som akutjob - heriblandt 40 lægestillinger. Det rejste en debat om, hvorvidt stillinger, der kræver så speciel uddannelse og kvalifikationer, kan sidestilles med ufaglærte job som for eksempel en lagerarbejder.

- Det er for ærgerligt, at debatten om lægestillingerne overskygger det faktum, at der immervæk står omkring 100 andre ledige akutjob på listen. Vi synes, det er vigtigere at tale om de mange mennesker, der kan komme i job, end de få stillinger, der ikke kan søges af alle. Så derfor renser vi nu akutlisten for lægestillinger, udtaler regionsrådsformand Bent Hansen (S).

De opslåede lægestillinger talte ikke med i de 800 job, som regionerne har lovet at reservere til ledige, der står til at ryge ud af dagpengesystemet.

Region Midtjyllands beslutning om fremover at holde lægestillinger ude af akutordningen kommer efter anbefaling til alle fem regioner fra bestyrelsen i Danske Regioner. Listerne med akutjob og beskrivelsen af de ledige lægestillinger bliver ændret i løbet af i dag.