Lægekilde: 20 dræbt i anti-kinesisk uro i Vietnam

admin

10 år siden

|

15/05/2014

Dagens topnyheder

Fire vietnamesere og 16 andre personer, der menes at være kinesere, er omkommet i antikinesisk uro i det centrale Vietnam onsdag aften, siger en læge til Reuters.

- Omkring 100 mennesker blev sendt til hospitalet i går. Mange var kinesere. Flere er blevet sendt til hospitalet her til morgen, siger lægen på hospitalet i provinsen Ha Tinh torsdag morgen i et opkald til nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere onsdag satte vrede demonstranter ild til mindst 15 fabrikker, som er ejet af kinesiske selskaber.

I den vietnamesiske provins Binh Duong nord for Ho Chi Minh By demonstrerede titusindvis af vietnamesere mod de kinesisk-ejede fabrikker. En mindre gruppe begyndte at angribe fabrikkerne, hvor de overfaldt sikkerhedsvagter og ledende medarbejdere.

Angrebene endte med, at der blev sat ild til mindst 15 fabrikker, rapporterede den statslige vietnamesiske netavis VNExpress ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters