LA: Der mangler en slagplan for specialundervisningen

admin

|

27/03/2014

Dagens topnyheder

Undervisningsminister Christine Antorini (S) har svigtet, når mange skoler ikke indberetter årsagerne til, hvorfor børn henvises til specialundervisning.

Det mener Liberal Alliances undervisningsordfører, Merete Riisager, på baggrund af et svar fra undervisningsministeren til Folketinget.

Når landets skoler henviser et barn til specialundervisning, så skal årsagerne indberettes. Det sker dog ikke i alle tilfælde, erkender Christine Antorini og nævner, at kvaliteten af ordningen er "meget ringe" og "utidssvarende".

- Jeg savner, at ministeren tager området alvorligt, og at hun får lagt en plan for, hvordan der skal samles op, lyder det fra Merete Riisager.

- For det første er det vigtigt at få den nødvendige viden om, hvorfor børn bliver henvist til specialområdet. Hvis man ikke ved hvorfor, så er det også meget svært at håndtere.

Dernæst skal undervisningsministeren ifølge ordføreren også komme med en langt bedre plan for, hvordan selve inklusionen af landets elever skal foregå.

- Lige nu er der på nogle skoler og i nogle kommuner meget store problemer, fordi der bare er blevet vedtaget en inklusionslov, og så har ministeren overladet det til lærerne og forældrene at finde ud af, hvordan det skal håndteres, siger ordføreren.

- Der mangler altså fuldstændig en slagplan. Det betyder ikke, at alle skoler skal gøre det ens - det betyder, at ministeren bliver nødt til at tage ansvar i stedet for bare at sige, at det handler om det rette børnesyn, uddyber Merete Riisager.

I svaret til Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg lyder det, at der i øjeblikket arbejdes på at lave en ny indberetningsordning, der skal træde i kraft til næste år.

/ritzau/