Kvist om fremtiden: Jeg skal finde det rigtige match

admin

10 år siden

|

20/05/2014

Dagens topnyheder

William Kvist kaldte tidligere på foråret sig selv og Stuttgart for et fejlmatch, men landsholdsspilleren kan snart ende med at vende tilbage til den tyske klub.

Efter et halvt års lejeophold i Fulham skal Kvist møde op i Stuttgart den 1. juli.

- Lige i øjeblikket er alt åbent. Der er lige kommet ny træner i Stuttgart, så det er klart, at de skal til at kigge på fremtiden for alvor.

- Lige nu ved jeg ikke, hvad der sker, siger William Kvist, der i øjeblikket er samlet med landsholdet i Ungarn.

- Jeg skal finde et sted, hvor forudsætningerne for at præstere er bedst mulige. Jeg er i min bedste fodboldalder, og jeg skal finde det bedste sted at udfolde mig.

- Nu vil jeg snart gå på ferie og tænke ekstra over det. Det kan være svært at finde en klub, som har den stabilitet og det koncept, som jeg har været vant til fra FC København. Det er måske en sjældenhed i udlandet. Pludselig kommer der en ny træner eller ejer, fortæller midtbanespilleren.

Med Armin Vehs træneransættelse i Stuttgart tæller Kvist sammen, at han vil have haft fem trænere på et år, hvis han starter op i den tyske klub til juli. Det giver et meget godt billede på de omvæltninger, der har været i midtbanespillerens fodboldliv.

Men Armin Vehs ankomst kan faktisk gøre Stuttgart til det rigtige match igen.

- Det vil jeg ikke udelukke.

For et år siden forsøgte William Kvist efter en periode uden fast spilletid at komme væk fra Stuttgart, og derfor er der ikke meget, der udefra set har ændret sig omkring hans situation.

- Nu står jeg et år efter og prøver stadigvæk at finde det rigtige. Det trænerskifte, der var i Stuttgart sidste sommer betød, at jeg blev i klubben, selv om jeg var på vej væk.

- Jeg spillede en masse, men det var stadigvæk ikke det rigtige match. Med Fulham kom jeg over til noget spændende med Rene Meulensteen, men han var hurtigt væk. Sådan er fodboldverdenen, siger Kvist om Fulhams fyring af den hollandske manager.

- Jeg vil gerne vælge rigtigt. Det troede jeg, at jeg gjorde med Stuttgart, og det var det rigtige i det første år til halvandet, men jeg skal have fundet den rigtige klub, den rigtige træner og det rigtige match, siger midtbanespilleren.

William Kvists kontrakt med Stuttgart udløber næste sommer.

/ritzau/