Kvinderne scorer mere på aktier end mænd

admin

10 år siden

|

14/08/2014

Dagens topnyheder

Danske kvinder er mere forsigtige end mænd, når det handler om at investere i aktier. Alligevel er det, det feminine køn der får det største afkast af deres investeringer.

En opgørelsen fra Nykredit viser, at kvinderne siden årets start har fået et afkast på 24 procent på deres aktieinvesteringer, mens afkastet for danske mænd i samme periode var nede på 17 procent. Generelt er markedet steget under ét med 17 procent siden nytår.

Den store forskel i afkast skyldes, at kvinder tager mindre risiko og er mere loyale overfor de investeringer de én gang har foretaget, vurderer forbrugerøkonom i Nykredit, Johan Juul-Jensen.

- Mænd har flere aktier end kvinder, og de aktier, de har, er typisk også mere risikobetonede. Det kan give højere afkast i perioder, men på den lange bane klarer de sig dårligere end kvinder, siger forbrugerøkonomen i en kommentar til tallene.

- Samtidig er mænd mere urolige investorer end kvinder - de køber og sælger oftere - og det koster på bundlinjen, fordi det giver øgede transaktionsomkostninger samt øget risiko for at købe og sælge på uheldige tidspunkter, siger Johan Juul-Jensen.

Otte ud af 10 aktiehandler bliver foretaget af mænd. Og selv om der er flere mandlige aktieinvestorer svarer det til, at de i gennemsnit har handlet tre gange oftere end kvinderne.

- Høj handelsaktivitet og højt afkast går ikke hånd i hånd. Mænd har ofte en tendens til at overvurdere egne evner og indsigter som investorer, siger Johan Juul-Jensen.

- Mænd køber og sælger aktier oftere i et forsøg på at ramme kortsigtede udsving. Men det er sjældent en fornuftigt strategi, lyder det fra forbrugerøkonomen.

/ritzau/