Mens Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen har genoptaget forhandlingerne om en ny aftale for landsholdsspillerne, stiller det danske kvindelandshold op ved den traditionsrige invitationsturnering Algarve Cup i Portugal.
Det sker vel at mærke med et stærkt hold, selvom konflikten har kørt på højtryk, og der endnu ingen løsning er fundet for A-landsholdet, U21-landsholdet og kvindelandsholdet.
- Spillerne har valgt at deltage i turneringen, og det forholder jeg mig til. De, der ikke er med, er væk på grund af skader, siger Nils Nielsen, landstræner for det kvindelige fodboldlandshold.
Han må ved Algarve Cup se bort fra støttespillere som Line Røddik, Nadia Nadim og Katrine Veje af førnævnte årsag.
Til gengæld var andre profiler som Johanna Rasmussen og Pernille Harder i startopstillingen til Danmarks første kamp onsdag mod Japans verdensmestre, som blev slået 2-1.
- Da vi kom herned og begyndte at træne, var det da en lettelse. Det var svært at vide, hvordan spillerne ville reagere på konflikten.
- Men spillernes holdning har hele tiden været, at konflikten ikke skulle gå ud over det sportslige, siger Nils Nielsen.
Hans hold skal først i efteråret spille en kamp om point. Det sker, når kvalifikationen til EM i 2017 begynder.
For ham er Algarve Cup imidlertid væsentlig.
- Det er en vigtig turnering for os i forhold til, at vi møder nogle af de bedste hold i verden.
- I forhold til forberedelserne ville det være en katastrofe, hvis vores bedste spillere ikke var med, siger Nils Nielsen.
Landstræneren peger på, at spillerne på kvindelandsholdet ikke er en del af DBU's plan om at sætte spillerne 17 procent ned i løn.
- Forskellen er, at kvinderne lige nu slet ikke har en aftale med DBU, så for dem er det ikke et spørgsmål om at gå ned i løn. De vil gerne lave en aftale med DBU, og DBU vil også gerne have en aftale med dem.
- Men kvinderne er også en del af det, fordi spillerne er sammen omkring det med det kommercielle. Men kvinderne skal ikke gå ned i løn, siger landstræneren.
DBU ønsker at indgå individuelle aftaler med landsholdsspillerne, hvor der hidtil er indgået en samlet aftale med Spillerforeningen. De individuelle aftaler vil hjælpe DBU til nemmere at gøre brug af spillerne i kommercielt øjemed.
Spillerne på kvindelandsholdet har i lighed med deres mandlige kolleger på A-landsholdet modtaget et brev fra DBU, men kvindernes frist udløber først den 12. marts, det vil sige efter Algarve Cup.
Herefter ved landstræneren ikke, hvordan hans hold kommer til at se ud.
- Vi risikerer at stå med et hold, der ser meget anderledes ud til den næste kamp den 8. april ude mod Sverige, hvis der ikke kommer en løsning, siger han.
/ritzau/