Kviktest- og vaccinetelte lukker denne weekend

Nicolai Busekist

151 uger siden

|

29/01/2022
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I denne weekend vil det ikke være muligt at benytte sig af en række kviktest- og vaccinetelte, der drives af Copenhagen Medical fra lørdag kl. 15 og frem.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På grund af weekendens vejrmelding om storm, har Copenhagen Medical besluttet, at de vil lukke deres kviktest- og vaccinetelte fra lørdag kl. 15. Teltene vil være lukket hele søndagen.

Lørdagens storm forventes at byde på blæst på +25 sekundmeter og vindstød af stormstyrke. Dette har resulteret i, at Copenhagen Medical ikke vil holde deres test- og vaccinetelte åbent, mens stormen raser. Det oplyser de i en pressemeddelelse på deres hjemmeside

"Det sker af sikkerhedsmæssige årsager for de borgere, der skal testes og vaccineres og for vores medarbejdere," fortæller Trine Baadsgaard, der er pressechef i Copenhagen Medical, i deres pressemeddelelse.

Deres telte vil blive lukket fra lørdag kl. 15, og vil være gældende hele søndag for deres telte på de følgende steder:

  • Fælledparken,

  • Frue Plads,

  • Ofelia Plads

  • Frederiksberg Centret

  • Gentofte

Det betyder, at det ikke er alle telte, der er ejet af Copenhagen Medical, der vil være lukket denne weekend.

Ønsker man at blive testet på et af deres teststeder fra kl. 15 og frem til mandag morgen, henviser de til, at man benytter et af deres øvrige testcentre, der er under tag på enten Amager, Frederiksberg og øvrige steder i København.

Derudover oplyser det danske selskab også, at de har sørget for, at der bliver indsat ekstra personale på deres øvrige teststeder i København, hvor de forventer yderligere pres.

De borgere, der har bestilt vaccinetid i Fælledparken efter lørdag kl. 15.00, vil få deres tid aflyst og kan booke en ny i den kommende uge.

Mandag morgen vil alle deres testcentre atter åbne som normalt. Copenhagen Medical oplyser dog, at det forudsætter, at vejret tillader det.