Kuupik Kleist stopper som partiformand

admin

|

31/03/2014

Dagens topnyheder

Formanden for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit, Kuupik Kleist, har mandag meddelt sin afgang som formand. Han beholder dog sin plads i Grønlands Landsting.

Det skriver flere grønlandske medier.

Inuit Ataqatigiit har i forbindelse med formandens fratræden indkaldt til pressemøde, hvor Kuupik Kleist vil orientere om sin afgang.

- Efter cirka 30 års arbejde i partiet og Inuit Ataqatigiits landsorganisation har jeg besluttet at trække mig fra formandsposten i Inuit Ataqatigiit, siger Kuupik Kleist ifølge KNR Grønland i en pressemeddelelse.

Ny formand vil blive valgt på en generalforsamling 30. maj. Indtil da vil Aqqaluaq B. Egede være fungerende formand.

- Vi har i løbet af en årrække gennemgået en omfattende politisk udvikling både for landet som helhed, men også hos Inuit Ataqatigiit, siger Kuupik Kleist.

- De begivenheder, vi har været vidne til over det seneste år og den ustabile politiske situation taget i betragtning, gør, at Inuit Ataqatigiit bør være forberedt på enhver tænkelig situation, og vi må tage de nødvendige beslutninger, uddyber han.

Kuupik Kleist har tidligere været landsstyreformand for Grønlands Landsstyre fra 2009 til 2013.

/ritzau/