Den danske midtbanespiller Michael Krohn-Dehli scorede mandag aften sit første sæsonmål i den bedste spanske fodboldrække.
Målet var tæt på at gøre Krohn-Dehli til matchvinder for Celta Vigo i holdets hjemmekamp mod nedrykningstruede Elche, men danskeren begik det straffespark, som gæsterne scorede på til sidst, så det endte 1-1.
Krohn-Dehli kom på måltavlen efter en times spil, hvor han tog det helt rigtige løb ind i straffesparksfeltet og fik serveret bolden perfekt.
Danskeren satte højre fod på, og bolden røg sikkert ind bag en chanceløs Elche-keeper Przemyslaw Tyton.
To minutter før tid scorede udeholdets David Lomban til 1-1 fra 11-meter-pletten.
Krohn-Dehli spillede hele kampen for Celta Vigo, som er på ottendepladsen i ligaen. Han har kontraktudløb til sommer.
/ritzau/