Socialdemokraternes udviklingsordfører for, Mette Gjerskov langer ud efter sit eget partis udlændingepolitik.
Hun kritiserer Socialdemokraterne for at være gået for langt ved at være parate til at acceptere integrationsydelsen.
Det skriver Jyllands-Posten.
- Vi var så ivrige efter at gå ind i udlændingestramningerne, at vi var parate til at acceptere integrationsydelsen. Altså den nye fattigdomsydelse. Det mener jeg er at gå alt for langt, siger Mette Gjerskov, eksminister, udviklingsordfører og formand for Folketingets Europaudvalg, blandt andet til Jyllands-Posten.
Hendes opråb kommer i forbindelse med, at S-ledelsen for nylig erklærede sig klar til at acceptere regeringens integrationsydelse, hvis der til gengæld blev indført for eksempel gratis flyvedragter og skoletasker til børnefamilier, der modtog den nye ydelse.
Samtidig med at S-formand Mette Frederiksen har holdt døren på klem for V-regeringens besparelser på udviklingsbistanden.
Mette Gjerskov efterlyser en åben debat om partiets linje i flygtninge- og udviklingspolitikken.
Også i sidste uge beskrev Jyllands-Posten, hvordan Socialdemokraternes parathed til at acceptere integrationsydelsen har udløst uro i partiet.
Partiets udlændingeordfører, Dan Jørgensen, konstaterer blandt andet over for Jyllands-Posten, at Socialdemokraterne er imod både integrationsydelsen og store besparelser på udviklingsbistanden.
Om kritikken fra Mette Gjerskov siger han.
- Vi er jo et parti med højt til loftet, og alle har ret til at udtrykke sine holdninger. Der må man bare fremføre sine argumenter. Det gør Mette så - og det jeg så. Og sådan er det jo, siger han til Jyllands-Posten.
/ritzau/