Kristian Jensen: Atomaftale gør verden sikrere

admin

9 år siden

|

14/07/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den historiske atomaftale mellem Iran og seks stormagter er et godt og glædeligt resultat, som Danmark støtter.

Sådan lyder meldingen fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) tirsdag, efter at aftalen er blevet præsenteret i den østrigske hovedstad, Wien.

- Verden er kommet et stort skridt tættere på at blive sikrere efter dagens aftale, der skal sørge for, at Irans atomprogram alene har civile formål, udtaler han i en mail til Ritzau.

Ministeren understreger, at arbejdet dog ikke er slut endnu, og at den svære opgave med at gennemføre aftalen først begynder nu.

- Danmark bakker fuldt op om FN's atomenergikommissions (IAEA) vigtige arbejde med at monitorere og verificere, at Iran overholder sin del af aftalen. Det er helt afgørende, siger Kristian Jensen.

- Sanktionerne kan ophæves eller suspenderes i takt med, at Iran lever op til aftalen. Dagens aftale åbner dermed nye muligheder for Iran i landets relationer med omverdenen, siger udenrigsministeren.

/ritzau/