Ukraines gældsrating har fået et hak af det internationale kreditvurderingsbureau Moody's.
Moody's er bekymret over landets nuværende politiske krise.
- Hårdknuden mellem regeringen og oppositionen samt udbredelsen af protester mod regeringen til landets vestlige regioner har øget sandsynligheden for en alvorlig administrativ krise, som potentielt involverer et magttomrum og en langvarig politisk uvished, lyder det fra Moody's i en meddelelse.
Ukraine er blevet rykket ned fra det såkaldte Caa1 til Caa2, og landet er fortsat i kategorien for gældsinvesteringer med betydelige risici. Og der er risiko for, at landet igen vil falde i vurdering.
Kreditvurderingsbureauet mener også, at der er risiko for, at udenlandsk valuta vil blive prioriteret frem for den lokale valuta.
Moody's stiller spørgsmålstegn ved Ruslands tidligere løfte om at hjælpe den ukrainske regering økonomisk.
- Hvis et potentielt regimeskifte fører til, at Ukraine tilnærmer sig den Europæiske Union, så mener Moody's, at de russiske myndigheders vilje til at udbetale resten af den lovede hjælpepakke på 15 milliarder dollar vil blive kraftigt reduceret.
I tirsdags nedgraderede kreditvurderingsfirmaet Standard & Poor's Ukraine fra B- til CCC+ på grund af landets "politiske ustabilitet".
Ukraine har været ramt af en indenrigspolitisk krise, siden præsident Viktor Janukovitj i slutningen af november lagde en associeringsaftale med EU på is og i stedet indgik en aftale med Rusland.
Siden har demonstrationerne udviklet sig til et krav om præsidentens afgang.
Den ukrainske oppositionsleder, Vitalij Klitsjko, mødes lørdag med den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, hvilket vil vække vrede i Moskva, der entydigt har frarådet en indblanding fra udlandet.
/ritzau/AFP