Krise i Ukraine førte til hårde straffe i Moskva

admin

|

24/02/2014

Dagens topnyheder

En større russisk politistyrke tilbageholdte mandag hundredvis af regeringsfjendtlige demonstranter ved en retssag mod syv aktivister, der var tiltalt for vold mod politiet ved en protestaktioner mod præsident Vladimir Putin.

Urolighederne i Ukraine har forstærket spændingerne mellem Kreml og den russiske opposition.

Uden for retssalen råbte demonstranter skældsord efter politiet - blandt andet "Skam over jer" og "Maidan" med henvisning til pladsen i Kijev, der har været centrum for protesterne mod den prorussiske afsatte præsident Viktor Janukovitj.

Aktivisterne bar blandt andet fangedragter, og en gik med Putin-maske. To medlemmer af punkgruppen Pussy Riot, som blev løsladt i december, var også til stede.

Ved retssagen blev syv mænd idømt fængselsstraffe fra to og et halvt års fængsel til fire års fængsel. De blev dømt for lovovertrædelser den 6. maj 2012 - dagen inden Putin vendte tilbage til præsidentposten for en tredje periode.

Pårørende til de dømte og deres forsvarere mener, at fængselsstraffene var særligt hårde, fordi de russiske myndigheder ville advare om, at det, der er sket i Ukraine, ikke vil blive tolereret i Rusland.

- Disse domme er grusomme og uretfærdige. De blev afsagt på grund af den politiske situation, siger forsvarsadvokaten Dmitrij Agranovskij.

- Vi håber, at vores appelsag vil vise, at der er sket en fejl, og at de anklagede ikke skal dømmes for Maidan.

De fleste af de dømte har siddet varetægtsfængslet siden episoden i 2012.

Amnesty International har fordømt sagen og kaldt det hele en "skueproces".

Domsafsigelsen var udskudt til mandag, dagen efter afslutningen på vinter-OL, og det har fået oppositionen til at beskylde domstolen for at udskyde sagen for at undgå verdens opmærksomhed.

/ritzau/AFP