Indsamling af data og personlige oplysninger om danskerne er gået amok på nettet, og forbrugersikkerheden er reelt sat ud af spil.
Det mener Forbrugerrådet Tænk, Rådet for Digital Sikkerhed og Ingeniørforeningen, som ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag går sammen om et fælles opråb til regeringen.
- Der er ikke længere nogen grænse for, hvor meget privatliv man skal afgive som bruger på nettet. Virksomhederne tilegner sig flere og flere data, og vi forbrugere må nødtvungent acceptere det, da vi ikke har alternativer.
- Det betyder, at vi mister retten til at kontrollere vores oplysninger. Vi ved ikke, hvor de havner, og hvad de bliver brugt til i fremtiden, siger seniorjurist Anette Høyrup, Forbrugerrådet Tænk.
Tal fra EU viser, at kun 26 procent af brugerne af sociale netværk og 18 procent af dem, der handler på nettet, føler, at de har fuldstændig kontrol over deres personlige data.
Ifølge Jørn Guldberg fra Ingeniørforeningen, IDA, bør der kastes lys over, hvad der foregår af indsamling af informationer på nettet.
- Mange mennesker er ikke klar over, hvad der foregår. Derfor bør vi stille et krav om, at Google, Facebook og alle andre virksomheder og offentlige institutioner og selskaber skal oplyse, hvad de ved om hver enkelt af os, og hvem de sælger oplysningerne til, siger han.
Forbrugerrådet Tænk, Ingeniørforeningen og Rådet for Digital Sikkerhed fastslår, at det er på høje tid, at den danske persondatalov bliver strammet og gjort tidssvarende, idet den blev lavet, inden der var noget, der hed cookies, sociale medier og big data.
/ritzau/