Kovending: Politiet undersøger alligevel politikertrusler

admin

10 år siden

|

30/04/2014

Dagens topnyheder

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil alligevel gerne bruge tid på at efterforske en sag om trusler mod en ung konservativ byrådskandidat fra Guldborgsund.

Den 19-årige Nikita Klæstrup forsøgte ellers allerede tirsdag at anmelde truslerne, som hun modtog på Facebook i kølvandet på et Christiania-kritisk debatindlæg på Berlingskes hjemmeside.

Men afvisningen af Nikita Klæstrup var "en fejl", oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi onsdag i en pressemeddelelse.

- Vurderingen af, om de omhandlede indlæg har en sådan karakter, at de kan straffes efter straffeloven, er ganske vanskelig. Derfor skal vurderingen foretages af juristerne i anklagemyndigheden, forklarer politidirektør Lene Frank.

- Vi har i dag (onsdag, red.) modtaget anmeldelsen med henblik på at foretage en vurdering af, om indlæggene udgør en overtrædelse af straffeloven, tilføjer hun.

Nikita Klæstrup, der er næstformand for Lolland-Falster Konservativ Ungdom, har siden tirsdag fået opbakning fra flere politikere, som undrer sig over politiets afvisning.

Blandt andre Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, har opfordret Klæstrup til - om nødvendigt - at gå helt til justitsministeren med sagen.

Til DR siger byrådskandidaten, at hun er glad for, at politiet alligevel tager fat på sagen.

- Jeg vil gerne have, at der som minimum bliver taget fat i de her mennesker, hvis der ikke bliver rejst en sag. De bliver nødt til at vide, at man ikke kan gå rundt og sige den her slags ting, siger hun.

/ritzau/