Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal ændres, mener Dansk Folkeparti. Det er både De Konservative og Liberal Alliance positive overfor.
- Vi har hele tiden sagt, at de konventioner, der er skrevet for mange år siden, skal udfordres på nogle af elementerne - for verden forandrer sig hele tiden, siger udlændingeordfører Naser Khader (K).
Det er DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen, der er kommet med udmeldingen til Berlingske som indspil til tirsdagens nye runde forhandlinger om en stramning af asyl- og udlændingepolitikken.
Han mener blandt andet, at det skal være lettere at afvise familiesammenføringer og smide kriminelle udlændinge ud. Og det kræver en ændring af konventionen, som Europarådet vogter over.
Det er særligt den del, der handler om at smide kriminelle udlændinge ud, som de to højrefløjspartier bakker op om.
- Ved folk, der begår kriminalitet i Danmark, siger man, at det er vigtigere, at de bor i Danmark med deres familie, end at man kan udvise dem. Det er jeg grundlæggende uenig i.
- Der er en skævhed, som vi synes, Danmark bør arbejde videre med, siger Simon Emil Ammitzbøll, der mener, at konventionen skal "moderniseres".
Naser Khader pointerer, at han ikke ved, om det kan lade sig gøre at ændre i menneskerettighedskonventionen. Men han opfordrer til, at regeringen "undersøger muligheden".
/ritzau/