Kong Frederik blev officielt konge af Danmark d. 14. januar 2024, da dronning Margrethe 2. abdicerede efter 52 år på den danske trone.
I forbindelse med tronskiftet har Folketinget valgt at se nærmere på, hvordan økonomien i Kongehuset skal se ud fremover. Det har også medført, at de har vurderet antallet af slotte, der skal være til rådighed for kong Frederik og dronning Mary.
På dronning Margrethes tidligere civilliste fremgik det, at hun havde fået stillet syv af statens slotte og palæer til hendes rådighed.
Først og fremmest havde hun adgang til de fire palæer på Amalienborg samt dele af Christiansborg Slot. Desuden havde hun også fået stillet Amaliegade 18 til rådighed, som er kendt som Det Gule Palæ.
Det stopper dog slet ikke her. Hun havde nemlig også fået stillet både Fredensborg Slot, Sorgenfri Slot, Gråsten Slot og Jagtslottet Eremitagen til rådighed.
Som udgangspunkt har dette også været tilfældet for kong Frederik, men onsdag blev lovforslaget til kong Frederiks civilliste offentliggjort. Dette forslag skal der stemmes om i Folketinget, og stemmes det igennem, må han vinke farvel til et af 'sine' slotte.
"Det foreslås, at de slotte og palæer m.m., der har været stillet til rådighed for dronning Margrethe, stilles til rådighed for kong Frederik den Tiende. Dette gælder dog ikke Sorgenfri Slot, der dermed overgår til statens rådighed, idet det dog forudsættes, at civillisten fortsat skal have råderet over fire tjenesteboliger i tilknytning til Sorgenfri Slot," lyder det i lovforslaget ifølge B.T.
Sorgenfri Slot er i dag ejet af staten og bliver administreret af Slots- og Kulturstyrelsen. Slottet stod færdigt i 1706 og i 1730 overgik det til kongefamiliens eje. Det ændrede sig dog, da Frederik 7. gav det til staten. Senere blev det stillet til rådighed for prins Christian 10.
Selvom slottet også har været til rådighed for dronning Margrethe, har det ikke været anvendt specielt meget. Faktisk har det i flere år stået mere eller mindre tomt.
Seneste beboer på Sorgenfri Slot var prinsesse Elisabeth, der gik bort i 2018. Derfor er det efterhånden mange år siden, at slottet, der ligger lidt uden for Kongens Lyngby, har haft en fast beboer.