- Venstre og Dansk Folkeparti har en idé om "at jo mindre jeg hjælper andre, jo mere kan jeg hjælpe mig selv."
Sådan lød anklagen fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun torsdag morgen i Holstebro åbnede sin 1. maj-turné.
Med talen satte statsministeren ikke kun 1. maj, men også valgkampen i gang, vurderer politisk kommentator Hans Engell.
- Talen er delt i to afsnit. Det ene er et signal til kernetropperne om, at det går den rigtige vej, siger han.
- Den anden del er starten på næste års valgkamp. Det er et frontalangreb på Venstre og ikke mindst Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne har tabt titusindvis af vælgere til de to partier, især til Dansk Folkeparti, siger Hans Engell.
Dansk Folkeparti ligger i flere målinger til at blive landets næststørste parti på bekostning af Socialdemokraterne, mens Venstres Lars Løkke Rasmussen står til at blive statsminister.
- Vi kan ikke risikere, at Danmark igen kører i grøften. For det er jo det, som er på spil i den kommende tid, sagde statsministeren i sin tale til de 300-400 overvejende socialdemokrater, der var mødt op i 3F's lokaler i Holstebro.
Ifølge statsministeren er Venstres løsning på alle problemer skattelettelser, som skal betales af de arbejdsløse og med nedskæringer på velfærden. Og det samme med Dansk Folkeparti.
- En stemme på Dansk Folkeparti er også en stemme på Venstres nulvækst og skattelettelser, sagde hun.
Dermed kommer Helle Thorning-Schmidt ind på de to emner, som står til at blive centrale i en kommende valgkamp. Med talen forsøger hun at mobilisere partitropperne, vurderer Hans Engell.
- Det er en mobilisering af de socialdemokratiske kernetropper, det er de trofaste, hun taler til. Det er dem, hun skal bygge på, hvis hun skal have nogen chance for at komme videre, mener Hans Engell.
/ritzau/