Presset på Lars Løkke Rasmussen (V) vokser time for time, konstaterer politisk kommentator Hans Engell efter endnu en nedslående meningsmåling for Venstres formand.
Ifølge en Gallup-måling i tirsdagens Berlingske vil 39 procent af Venstres vælgere have Løkke skiftet ud som formand.
Målingen kommer to dage efter, at Lars Løkke offentligt undskyldte og påtog sig hovedansvaret for Venstres elendige resultat ved valget til EU-Parlamentet. Sagerne om tøjindkøb og rejser til familien har kostet stemmer, erkendte han.
- Lars Løkke Rasmussens politiske liv hænger nu i en meget tynd tråd. Hovedbestyrelsesmødet kommer helt klart til at afgøre, om han kan fortsætte som Venstre-formand eller ej, siger Hans Engell.
Hvis Løkke ikke får en massiv opbakning på næste tirsdags møde, er hans tid som formand forbi.
- Han skal have et klart mandat på mødet. Hvis det er sådan, at omkring halvdelen af hovedstyrelsen forlanger hans afgang, så vil han være i alvorlige vanskeligheder, siger Hans Engell.
Men utilfredsheden er stigende ifølge tirsdagens aviser.
- Vi har givet vores formand et mandat til at sige: Nu er nok nok med Lars Løkke, siger Henning Fruergaard Pedersen, medlem af bestyrelsen for Venstre i Viborg, til Berlingske.
Partiets lokalformand i Roskilde, Fleming Friis Larsen, siger til Jyllands-Posten, at han har "svært ved at se andre muligheder, end at vi skal have en ny formand".
- Det er klart, at hvis det fortsætter på den her måde, at der hver eneste time er Venstre-folk, som opsiger deres støtte til Løkke, så udvikler det sig til en lavine, som han ikke kan styre, siger Hans Engell.
Han tror dog ikke, at Lars Løkke i et forsøg på at bevare formandsposten vil lade sig tvinge til fremlægge sine skattepapirer som dokumentation for, at han har afregnet sit tøjindkøb og de af partiet betalte flybilletter til familiemedlemmer efter bogen.
- Det er simpelthen for sent nu. Og det vil komme til at ligne et ydmygende nederlag, hvis han skulle stå og fremvise kvitteringer for det ene og andet. Det tror jeg ikke på, siger Hans Engell.
/ritzau/