København er en af verdens dyreste byer at bo og leve i. Det viser en opgørelse fra det britiske nyhedsmagasin The Economist.
Den danske hovedstad indtager en ottendeplads på listen over de ti dyreste byer at bo og leve i, viser rapporten "Worldwide Cost of Living 2016". København indtog samme placering i den seneste opgørelse fra 2015.
Singapore er fortsat den dyreste by, når man måler på forskellige parametre, eksempelvis prisen på bolig og mad. Næstefter Singapore følger Zürich og Hong Kong.
Opgørelsen, der for sammenlignelighedens skyld er lavet i amerikanske dollar, viser blandt andet, at kiloprisen på brød er 3,23 dollar i København. Det svarer med dagens dollarkurs til knap 22 kroner.
Til sammenligning kan man se, at et kilo brød i Zürich koster knap 40 danske kroner.
Tidligere var Oslo også repræsenteret på listen over de dyreste byer, men den norske hovedstad er i den seneste opgørelse blevet fortrængt af byer som New York og Los Angeles.
Det er ifølge rapporten ikke udtryk for, at omkostningerne er blevet markant højere i de amerikanske storbyer, men snarere at den amerikanske dollar er blevet styrket, mens euroen er blevet svækket.
Listen over de dyreste byer er lavet på baggrund af en sammenligning af 160 produkter og serviceydelser i forskellige lande.
Foruden fødevarer er priser på for eksempel tøj, husleje, strøm og transport også taget med i regnestykket, som The Economist første gang lavede for 30 år siden.
Skulle man have lyst til at flytte til et billigere sted end København, er der penge at spare ved at bosætte sig i byen Lusaka i Zambia, som topper listen over de ti billigste byer at bo i.
På top ti-listen over billige byer er også hovedstaden i det krigsramte Syrien, Damaskus.
The Economist udgiver rapporten om de dyreste og billigste byer to gange om året.
/ritzau/