Knudsen skal møde Nøddesbo i CL-semifinale

admin

10 år siden

|

29/04/2014

Dagens topnyheder

SG Flensburg-Handewitt skal møde FC Barcelonas håndboldherrer i semifinalen i Champions League. I den anden semifinale ved Final4-stævnet skal tyske THW Kiel møde ungarske MKB Veszprem.

Danskerklubben fra den tyske bundesligaklub Flensburg trak dermed nitten, da spanierne må vurderes at være favoritter til at vinde årets Final4-turnering, som afvikles i weekenden 31. maj/1. juni i tyske Köln.

Det blev samtidig et møde mellem FC Barcelonas stregspiller Jesper Nøddesbo og kollegaen på samme position i Flensburg, Michael V. Knudsen.

Flensburg-mandskabet råder blandt andre også over fløjspillerne Anders Eggert og Lasse Svan Hansen samt playmaker Thomas Mogensen og målmand Søren Rasmussen.

- Det er en meget svær lodtrækning, og vi er klar over sværhedsgraden. I en enkelt kamp kan alt ske, siger Barcelona-træner Xavier O'Callaghan til det europæiske håndboldforbunds (EHF) hjemmeside.

I den anden semifinale er der også danske landsholdsspillere involveret, da Kiel-holdet har stregspilleren René Toft Hansen og playmaker Rasmus Lauge i truppen.

- Kiel er altid farlige, det er et fantastisk hold. Men der er dog ikke stor styrkeforskel blandt de øvrige tre hold, siger Veszprem-manager Csaba Hajnal.

Sidste år vandt HSV Handball - med højrefløjen Hans Lindberg i en afgørende rolle - Champions League.

/ritzau/