Knivstikkeri på institutionen Saxenhøj: Nu er to døde

admin

10 år siden

|

16/05/2014

Dagens topnyheder

En 40-årig socialrådgiver er død af sine skader efter et knivoverfald på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing på Lolland for ni dage siden.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Dermed er to døde efter knivoverfaldet den 7. maj, hvor en beboer på stedet gik til angreb på de ansatte med en køkkenkniv.

En 69-årig læge blev dræbt på stedet, og socialrådgiveren og en 50-årig beboer blev hårdt såret.

Fredag stod det klart, at den 40-årige socialrådgiver ikke kunne overleve de skader, han pådrog sig ved overfaldet.

- Han har været i behandling, men det er ikke lykkedes at redde hans liv, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV2 News.

Politiet har siden overfaldet efterforsket knivoverfaldet, og disse undersøgelser fortsætter nu, da sagen har udviklet sig til et dobbelt drab.

Blandt andet skal en obduktion klarlægge den 40-årige socialrådgivers skader.

En 28-årig beboer på Saxenhøj er sigtet i sagen, og han er nu sigtet for to drab og et drabsforsøg.

Gerningsmanden blev allerede den 8. maj varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Det skete, uden at han selv var til stede, da han indtil videre er indlagt på en psykiatrisk afdeling.

I det øjeblik han er rask nok til at blive afhørt, skal han fremstilles for en dommer og have mulighed for at besvare spørgsmål.

Det voldsomme knivoverfald skete, da lægen og socialrådgiveren skulle tilse den 28-årige og derfor henvendte sig på hans værelse på forsorgshjemmet. Politiet arbejder på at få overblik over, hvordan situationen udviklede sig.

Forsorgshjemmet Saxenhøj huser især misbrugere med en psykiatrisk diagnose. Efter overfaldet har Guldborgsund Kommune tilbudt medarbejdere og beboere krisehjælp.

Desuden har Arbejdstilsynet givet et strakspåbud om at forbedre medarbejdernes sikkerhed. Derfor er kødknive, brødknive og sakse nu lænket til væggen i fælleskøkkener med stålwire, og andre knive er fjernet.

/ritzau/