To klubber mister licens til landets bedste kvindeliga

admin

10 år siden

|

23/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fodboldklubberne IK Skovbakken og B93/HIK/Skjold har mistet deres licens til at optræde i kvindernes bedste fodboldrække. Det skriver DBU i en pressemeddelelse fredag.

Det er en konsekvens af, at klubberne ikke opfylder licenskravene. På et møde 2. maj fik de to klubber ikke tildelt licens. Klubberne ankede, men udfaldet var det samme, da Licensappeludvalget behandlede sagen.

BSF fik heller ikke licens 2. maj, men efter den sidste behandling har klubben fået licensen tilbage til den kommende sæson.

KoldingQ fik ved det første møde licens under en forudsætning af opfyldelse af en række krav, der ifølge licensreglernes udformning skal opfyldes pr 1. juni 2014. Klubben ankede, men fik ikke medhold.

- Vi har vurderet de fire ankesager, og vi fastholder Licensudvalgets beslutning, når det gælder IK Skovbakken og B93/HIK/Skjold, der, trods opfordring hertil ikke har opfyldt licenskravene inden for de givne frister, ligesom licensudvalget ikke har givet KoldingQ medhold i anken.

- Derimod har vi valgt at tildele BSF licens med baggrund i deres anke, siger Lars Hilliger, formand for DBU's licensappeludvalg.

/ritzau/