Kloden sveder: Maj satte varmerekord

admin

|

25/06/2014

Dagens topnyheder

Den gennemsnitlige temperatur på Jorden var i maj den varmeste, der nogensinde er målt.

Gennemsnitstemperaturen var på 15,54 graders celsius, og denne høje temperatur skyldes specielt, at havene var varmere end normalt.

Målingerne begyndte tilbage i 1880, og der er aldrig før målt så høj en gennemsnitstemperatur i en måned, skriver den britiske avis The Telegraph.

Det var dog ikke kun havene, der havde det varmt. Også dele af Kasakhstan, Indonesien, Spanien, Sydkorea og Australien havde usædvanligt varmt vejr.

I USA var det blot en grad varmere end gennemsnittet i det 20'ende århundrede, men i årets fem første måneder har Californien dog registreret temperaturer på fem grader højere end det normale.

Klimavidenskabsmanden Kim Cobb fra Georgia i USA siger, at de globale varmerekorder formentlig vil fortsætte.

Det skyldes blandt andet, at vejrsystemet El Niño, der dukker op med jævne mellemrum, er under opsejling.

Systemet opvarmer det østlige Stillehav og ændrer klimaet verden rundt.

Avisen skriver, at gennemsnitstemperaturen i maj var 0,74 grader højere end gennemsnittet i det 20'ende århundrede.

Forrige gang, vi oplevede en måned, der var koldere end normalt, var februar 1985, skriver The Telegraph. Siden har der været 351 måneder på række med højere temperaturer end gennemsnittet.

Michael Oppenheimer, klimaforsker på Princeton University, siger ifølge avisen, at dette faktum muligvis kan overbevise skeptikere, der mener, at den globale opvarmning er stoppet.

- Det bør minde alle om, at global opvarmning er en langvarig tendens, siger han.

Forrige gang, der blev sat en global kulderekord for en måned, var i øvrigt tilbage i 1916.

/ritzau/