Klar til snevejr? Lørdag kan der falde op til otte centimeter

admin

|

23/01/2015

Dagens topnyheder

Weekenden byder på både koldt og mildt vintervejr med sne, slud, blæst og sol. Jylland får natten til lørdag en sending sne, som om formiddagen trækker mod Fyn og Sjælland.

Søndag bliver mild med en del sol og op til seks plusgrader i Vestjylland.

- Så det bliver en noget blandet affære, konstaterer Frank Nielsen, vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), om weekendens vejr.

Fredag morgen er det skyet mange steder, men efterhånden sætter solen sig igennem i det meste af landet.

- Der er i morgen- og formiddagstimerne noget rimtåge rundt om i Jylland og på Fyn, som måske kan genere trafikken, men ellers bliver det en behagelig dag. Solen viser sig først i den nordvestlige del, men strålerne breder sig derefter ind over landet, siger Frank Nielsen.

I Jylland er der fredag morgen ned til fire graders frost fredag morgen, men hen over dagen stiger temperaturen til omkring frysepunktet.

Fredag aften nærmer en ny front sig, som egentlig bringer mildt vejr med sig.

- Men inden kaster den en del nedbør af sig hen over natten i Jylland. Indtil lørdag morgen kan der komme mellem fem og otte centimeter sne.

Kombineret med en frisk til hård vind kan der visse steder i Jylland være risiko for snefygning. På Fyn og Sjælland vil der samtidig være tørt.

I løbet af lørdagen bliver der byttet om på rollerne. Sne og slud rykker mod Fyn og Sjælland, mens det i Jylland begynder at klare op med solskin.

Det bliver varmest i Vestjylland med fire-fem grader, mens det østlige Danmark skal indstille sig på et par plusgrader.

Frosten vender tilbage natten til søndag, men weekenden slutter med mildt vej.

- Søndag ser ud til at blive en ret pæn dag med nogen sol og plusgrader. I det vestlige Jylland op til seks grader, siger Frank Nielsen.

/ritzau/