Nu lyder der nye anbefalinger fra Sundsstyrelsen. Flere anbefales vaccination og færre anbefales selvisolation ved mpox.
Sundhedsstyrelsen har opdateret retningslinjerne for håndtering af mpox (abekopper) i Danmark. I den nye opdatering udvides målgruppen for vaccination mod mpox, samtidig med at der er kommet nye anbefalinger til, hvornår det bliver anbefalet at gå i selvisolation.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.
Sidste forår og sommer var der megen opmærksomhed omkring den smitsomme sygdom mpox med smittetilfælde i Danmark og resten af Europa. Mpox blev tidligere kaldt abekopper, men efter anbefaling fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er navnet nu ændret.
Det lykkedes at bremse smitten i Danmark i efteråret, og der har henover vinteren og foråret kun været ganske få tilfælde i Danmark, men der ses stadig smitte i udlandet. Det forventes dog, at der igen kan komme flere tilfælde henover sommeren, blandt andet fordi flere tager på ferie og rejser ud af landet.
Siden udbruddet begyndte, er der kommet mere viden om mpox, og på den baggrund har Sundhedsstyrelsen opdateret retningslinjerne for håndtering af mpox.
”Vi har fået mere viden om, at risikoen for at blive smittet med mpox er lille, hvis du ikke har tæt fysisk kontakt. Hvis du er smittet, skal du vente med at have sex eller kysse, indtil du er helt rask. Vores anbefalinger er opdateret sådan, at man godt kan gå på arbejde, så længe man kan dække blærerne til med tøj,” siger afdelingslæge Kamilla Grønborg Laut.
Flest smittetilfælde blandt mænd
Hvis man ikke kan dække blærerne med tøj, for eksempel hvis man har blærer i ansigtet, på hænderne eller i munden, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man går i selvisolation. Desuden er der særlige forholdsregler for smittede, hvis de har et arbejde, hvor de har tæt fysisk kontakt med andre, eller hvis de omgås med personer, som er i højere risiko for at blive alvorligt syge af mpox. Det handler om gravide, børn under 12 år og personer med nedsat immunforsvar.
Flere kan få vaccinen
De nye retningslinjer giver også mulighed for, at flere, som er i høj risiko for smitte, kan blive vaccineret mod mpox. Sundhedsstyrelsen har tidligere først og fremmest anbefalet vaccination til mænd, som har sex med mænd, og som har ubeskyttet sex med flere mandlige partnere. De nye anbefalinger giver mulighed for, at man også kan blive vaccineret, hvis man er i høj risiko for smitte, men bruger kondom eller slikkelap under sex.
”Alle kan blive smittet med mpox, men indtil videre har vi set flest smittetilfælde blandt mænd, som har sex med mænd og som har flere, skiftende partnere. Vi ved, det er en gruppe, som gerne vil beskytte sig mod at blive smittet, når de har sex. Og fordi man godt kan blive smittet med mpox, selvom man bruger kondom eller slikkelap, anbefaler vi nu, at mænd, som har sex med mænd, bliver vaccineret, hvis de har flere, skiftende sexpartnere – også selvom de har beskyttet samleje,” siger Kamilla Grønborg Laut.
Anbefalingerne gælder også for nogle kvinder, transpersoner, non-binære og andre, som har en høj risiko for at blive smittet med mpox. Desuden kan man blive vaccineret, hvis man er nær kontakt til en smittet.
Sundhedsstyrelsens opdatering af retningslinjerne tager udgangspunkt i det Europæiske Smitteagentur, ECDC’s, nye anbefalinger fra april 2023. Desuden har Sundhedsstyrelsen modtaget rådgivning fra en faglig ekspertgruppe.