KL: Vi kræver lige så mange penge i 2015

admin

10 år siden

|

05/05/2014

Dagens topnyheder

Når Kommunernes Landsforening, KL, mandag morgen skal til det første sættemøde i Finansministeriet og diskutere næste års økonomiske ramme for kommunerne, er det med ét hovedkrav: Man vil have det samme til rådighed i 2015, som kommunerne har haft i 2014.

- Det er sådan set et ret realistisk krav. Vi kunne godt have gjort som i gamle dage og bede om en masse ekstra milliarder, men det kan man ikke imødekomme. Vi er faktisk ret beskedne i den sammenhæng, siger KL's nyudnævnte formand, Martin Damm (V), til Ritzau.

- Det behøver jo ikke være sådan et Hjallerup Marked, hvor den ene part lægger højt ud og den anden lavt, og man så mødes på midten, tilføjer Kalundborg-borgmesteren.

Et konkret punkt på mødets dagsorden bliver kommunernes anlægsudgifter, hvor KL og finansminister Bjarne Corydon (S) har meget forskellige udgangspunkter.

Corydon har tidligere bebudet, at anlægsudgifterne skal ned på et lavere niveau, end de har ligget på siden 2012. Kommunerne har de seneste år fremrykket en række investeringer og har derfor haft højere anlægsniveauer.

Det vil Corydon normalisere nu, men det bliver ikke med Martin Damms gode vilje.

- Det skal vi selvfølgelig have talt ham fra. Vi synes ikke, at det er rimeligt, hvis kommunerne for tredje år i træk skal have nedskæringer, mens andre sektorer vokser. Det er hjerteblod og sund fornuft for os. Desuden har vi ting, der trænger til forbedringer, siger Martin Damm.

Han henviser til en KL-undersøgelse af danskernes opfattelse af blandt andet veje.

- Der er virkelig rum for forbedringer af blandt andet vejene. Og det vil bare blive meget værre, hvis vi ikke kan afholde de her anlægsudgifter. Alene for at det ikke skal blive værre kræver det investeringer hvert år, og hvis man skruer ned, bliver det kun værre.

/ritzau/