Den kinesiske præsident, Xi Jinping, siger, at Japans krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig "stadig står meget klart i vores erindring."
Xi, der fredag besøgte Berlin, siger, at Kina "har brug for fred, som mennesker har brug for luft og planter har brug for vand."
- Vi kinesere har længe haft den opfattelse, at vi ikke skal gøre noget mod andre, som vi ikke ønsker, at de skal gøre mod os, siger Xi med henvisning til Japans besættelse af dele af Kina i 1930'erne og 1940'erne.
Fortiden skaber konstant spændinger mellem Beijing og Tokyo. Senest har det vakt kinesernes harme, at Japans premierminister, Shinzo Abe, besøgte det kontroversielle Yasukuni-tempel i Tokyo, der af mange opfattes som et symbol på fortidens militarisme og Japans krigeriske fortid.
Helligdommen, der blev bygget i 1869, er fortsat det yndede samlingssted for krigsveteraner og nationalister, i særdeleshed hvert år den 15. august, årsdagen for Japans kapitulation efter Anden Verdenskrig.
Japanerne begik en af de værste massakrer i Kinas historie i 1937, hvor omkring 300.000 menes at være blevet dræbt i Nanking.
Størsteparten af de 300.000 dræbte var civile, der tilfældigt blev henrettet i gaderne med skud eller stikvåben. Samtidig blev 20.000 kvinder voldtaget.
Japan er i efterkrigstiden blevet kritiseret for at fortie dets fremfærd i Kina i blandt andet skoleundervisningen. Kina har ofte henvist til kontrasten mellem Tysklands bodsgang efter Anden Verdenskrig med Japans modvilje mod at nævne fortiden.
Kinas præsident forsikrer, at hans land ikke vil handle aggressivt i forbindelse med dets territoriale stridigheder med Japan i Det Sydkinesiske Hav.
Under drøftelser med Xi sagde den tyske forbundskansler, Angela Merkel, at "ytringsfrihed har vital betydning for samfund som Kina og Tyskland."
/ritzau/Reuters