Intet sted undertrykkes friheden til at ytre sig på internettet så hårdt som i Kina, viser den årlige rapport fra Freedom House, der overvåger, hvordan det står til med demokrati og menneskerettigheder i verden.
Kina lægger sig foran lande som Syrien og Iran, som i forvejen har mørke kapitler i opgørelsen fra Freedom House.
Det tyske nyhedsbureau dpa har foretaget en rundspørge blandt tyske virksomheder i Kina, og her svarer halvdelen, at de føler sig berørt af myndighedernes netcensur.
Freedom House skriver, at problemet ikke er nyt i Kina, men det er blevet skærpet.
Blandt de tjenester, der rammes, er Google, som bliver elektronisk blokeret. Menneskerettighedsforkæmpere bliver fængslet alene på grundlag af, hvad de har skrevet på internettet.
Da demokratiforkæmpere sidste år gik på gaden i titusindvis i Hongkong, blev alle medierapporter effektivt bortcensureret.
Freedom House skriver, at de mest markante ændringer lige nu sker i Mellemøsten, hvor alle fremskridt, der blev opnået under det arabiske forår i 2011, er rullet tilbage.
I 32 af 65 lande, der er undersøgt, har der været "betydelige" forringelser. Det gælder for eksempel Libyen, Ukraine og Frankrig.
61 procent af verdens befolkning lever i lande, hvor kritik af regeringen, militæret eller regerende familier rammes af censur.
Ifølge Freedom House' analytikere bor 58 procent i lande, hvor bloggere og andre, der udveksler synspunkter elektronisk om politik, sociale eller religiøse spørgsmål, risikerer at blive fængslet.
- Regeringer presser i stigende grad enkeltpersoner og den private sektor til at fjerne eller slette fornærmende indhold og ikke bare henholde sig til blokering og filtrering, siger Sanja Kelly, projektdirektør i Freedom House, til nyhedsbureauet AFP.
- De ved, at den gennemsnitlige bruger på internettet er blevet teknologisk mere fingernem og ofte er i stand at styre uden om statslige blokeringer, konstaterer hun.
De mest frie blandt de 65 undersøgte lande er Island, Estland, Canada, Tyskland, Østrig, USA og Japan. De nordiske lande, bortset fra Island, er ikke med i undersøgelsen.
Freedom House er en uafhængig og i Vesten respekteret organisation med base i USA.
/ritzau/dpa